Eksamenslæsning (og overspringshandlinger)

Forklaring af billedet: 1. november er en fridag i staten Victoria på grund af Melbourne Cup Carnival, der er et hestevæddeløb, der finder sted på Flemington travbane(?). Helt enkelt handler det om, at australiere tager meget fint tøj på og drikker sig rigtig fulde, mens de smider alle deres penge væk i forsøget på at gætte, hvilken hest der løber hurtigst. Jeg tog derud og deltog i arrangementet (dog uden at smide penge væk eller drikke mig fuld). Du kan se en video derfra nederst.

For ikke at give det indtryk, at hele min udveksling går op i rejser (der dog er sjovere at fortælle om), får I lige et lille indblik i sidste halvdel af mit semester, samt et overblik over mine kommende eksamener.

Oktober har stået på en masse afleveringer, der hver især har talt 10-20% af den samlede karakter. Det gør, at mine afsluttende eksaminer, som jeg har tre af, tæller mellem 70-80% af den samlede karakter.

Min første eksamen  (i Corporate Finance) lægger den 8. november, hvorefter jeg har to eksaminer den 10. november. De er allesammen skriftlige og dele af dem er multiple choice, der er dejligt nemt for en computer at rette (Melbourne University er endnu bedre til at spare penge på eksamen end Københavns Universitet), men virkelig irriterende for den studerende at gennemføre. De varer alle 3 timer, hvilket gør af jeg kan se frem til en dejlig lang torsdag 10. november, der starter med en eksamen i regnskab kl. 8:30 og slutter med stokastisk modellering fra kl. 13:15 til 16:15.

Så lige nu ser jeg bare frem mod at få overstået den 10. november. Min yndlings overspringshandling i disse dage er at kigge på ting man kan opleve langs Østkysten af Australien og i New Zealand. Jeg har nemlig købt flybilletter, der giver mig 4 ugers tid hvert af de to steder.

Hvis du endnu ikke har set video fra Fiji, Great Ocean Road, Tasmanien eller nogle af de andre steder, jeg har været i løbet af semestret kan du se dem her:

En uge i Fiji

I min midsemester ferie tog jeg til Fiji sammen med en nogle housemates og andre exchange studerende fra Melbourne University.

Vi tilbragte i alt 6 dage på tre forskellige øer: Wayalailai, White Sandy og Long Beach. Dagene blev tilbragt med alt fra at snorkle med hajer, lede efter mantarays (vi kom sent på sæsonen, og så desværre ingen), ligge på stranden, dykke/svømme i grotter, spille beach volley, snorkle i den blå lagune, besøge en lokal landsby og skole, samt meget andet.

Derudover besluttede jeg sammen med en anden, at vi burde svømme fra Wayalailai (vores første ø) til naboøen Barefoot Kuata. Sammen var vi blevet enige om, at der ikke kunne være mere end 4-500 meter over vandet. Vi endte med at svømme i næsten halvanden time på åbent hav i rimelig stærk strøm før vi endelig kunne træde op på stranden på Barefoot Kuata. Efterfølgende har Google Maps kunne fortælle os, at der var 1,25 km.

Barefoot Kuata set fra Wayalailai.
Barefoot Kuata set fra Wayalailai.

Vi havde også to overnatninger på hovedøen; en i forbindelse med ankomst og én ved afrejse. Vi boede nær byen Nadi, hvis eneste fordel er, at den ligger tæt på færgeterminalen, hvor vi skulle med.

Du kan se en video fra turen her.

p1030509
Vi så solnedgangen fra Wayalailai’s højeste punkt, og næste morgen så vi solopgangen (dog uden at vi sov deroppe).
Sidder kl. 5 om morgen og venter på at solen står op.
Sidder kl. 5 om morgen og venter på at solen står op. I baggrunden ses vores resort nede ved stranden.
img_2067
Solnedgang på White Sandy.

9.-12. sep: Great Ocean Road

Et (meget) forsinket opslag omhandlende vores road trip i anden weekend af september.

I og omkring weekenden 10.-11. september tog jeg sammen med mine housemates på road trip til Grampians nationalpark og Great Ocean Road, der ligger vest for Melbourne.

Vi kørte fra Melbourne fredag morgen og brugte fredag og lørdag på at hike i nationalparken. Lørdag aften kørte vi til Port Fairy, hvor Great Ocean Road starter. Søndag kørte vi den vestlige halvdel af den berømte vej, hvor vi blandt meget andet så de tolv apostle,  inden vi ankom til Apollo Bay, hvor vi tilbragte natten. Mandag kørte vi den resterende halvdel, hvor vejen snor sig langs kysten med havudsigt på den ene side og flot natur på den anden.

Vejret var desværre ikke med os på turen, hvilket også fremgår tydeligt af videoen.

Solnedgang fra Mt William. Det højeste punkt i Grampians National Park.
Solnedgang fra Mt William. Det højeste punkt i Grampians National Park.
De tolv apostle.
De tolv apostle.

img_1668

Roning på Yarra River

Lidt video fra min kajaktur på Yarra River sammen med universitetets Mountaineering klub lørdag 27. august.

Resten af ugen står på forberedelse til mid-term eksaminer inden turen i weekenden går til Philip Island for at surfe.

Første måned på studiet

Den første måneds tid med undervisning er gået urimelig stærkt. Jeg har forsøgt at sammenfatte alt, jeg har lavet i løbet af august.

OL stemning i huset

Vi bor godt 15 personer (hvis man fratrækker kineserne, der holder sig for dem selv) fordelt på fire huse og ni lande: Danmark, Frankrig, Holland, Australien, Malaysia, Indonesien, Thailand, Storbritannien og USA.

Det har været rigtig sjovt at følge OL sammen med folk fra så mange forskellige lande. Særligt en vis håndboldkamp, der blev spillet kl. 3 om natten (til mandag), formåede at holde nogle i huset længe oppe 😀

Studiet

Det har været rigtig rart at komme i gang med studiet, der har givet dagene/ugerne lidt mere struktur. Mit skema er således, at jeg reelt kun skal være på studiet onsdag og torsdag (hvilket jeg har tænkt mig at drage fordel af i hele september måned — se længere nede).

Undervisningsstrukturen på Melbourne Universitet er tilsvarende den i København. De forskellige fag består af forelæsninger og klasseundervisning (tutorials), men i modsætning til på KU, så er der mødepligt til tutorials, samtidig med at forelæsningerne optages og kan se hjemmefra. En anden markant forskel er at den endelige eksamen kun tæller 50-70% af den samlede karakter (alt afhængigt af faget), mens den resterende del kommer fra løbende vurderinger i form af aflevering, aktivitet i timerne o.l.

I Corporate Finance skal jeg f.eks. hver uge aflevere en opgave, der tæller 1% af min samlede karakter — nok til at man bliver nødt til at lave den (og skrive den rent — den skal afleveres håndskrevet..), men samtidig så lidt, at det virker åndssvagt. Heldigvis tager jeg faget sammen med en tysk pige, så de sidste par uger har vi sat os sammen og fået den ud af verden så hurtigt som muligt.

I de to andre fag arbejder jeg sammen med nogle australiere fra mit tutorial-hold.

De fem andre dage om ugen..

Der bliver også tid til andet end at studere 😏

I august har jeg fx været på cruise langs Yarra River, der løber lige igennem centrum i Melbourne. Jeg har været inde og se en AFL kamp, badet i havet (video), hiket på Mount Dandenong (video), været på barcrawl rundt på fire af Melbournes mest populære barer, spist en ugentlig middag med mine housemates, quizzet om olympisk paratviden på universitetet, spist Melbournes bedste taco’s og smagt Melbournes bedste margaritas.

IMG_1349
Udsigt til Melbourne fra Brighton Beach. Taget kort efter jeg kom op af vandet.
IMG_1419
En lille del af Melbourne skyline, som den så ud fra båden, da vi sejlede væk fra byen.
IMG_1377
“Hollandske” pandekager til morgenmad. De minder nu meget om de danske!
IMG_1369
Fuld koncentration under en konkurrence om at bygge det højeste tårn af kopper til OL Trivia aften.
IMG_1192
Udsigt på vej op ad Mt Dandenong.

Planerne for september

De næste mange uger er også helt pakket. I morgen (lørdag) tager jeg med universitetets Mounteneering Club ud og roer kajak. I næste weekend er det med Surf klubben til Philip Island, der er kendt for fritgående pingviner og gode surferstrande. Øen ligger halvanden times kørsel syd for Melbourne, så vi har planlagt at leje en bil og gøre turen til en forlænget weekend. Selve surfcampen løber fra fredag til søndag, hvorefter vi bliver en ekstra dag eller to for at se resten øen.

Den efterfølgende weekend (10.-11. september) skal bruges på at køre (og hike) langs Great Ocean Road, og — hvis planen holder — så tager jeg weekenden efter igen (dvs. 17.-18. september) til Tasmanien.

Endelig slutter september af med vores “spring break”. Én god uges tid med Island hopping fra ø til ø på Fiji. Efter hvad jeg tror bliver en travl september, der forresten også inkluderer mid-terms eksaminer på studiet, bliver det rart at kunne slappe af på en lækker badestrand hvor de største beslutninger er, om man vil snorkle, ro eller have massage, og hvad man skal have i baren.

Vinterbadning på Brighton Beach

Lørdag d. 13. august tog vi til en af de mange strande, der ligger en 30 minutters togtur fra Melbourne Central Station.

Brighton Beach er kendt for de små huse, hvor kvadratmeterprisen er på et par hundrede tusinde kroner. Min malaysiske housemate og jeg havde dog for travlt med at vinterbade til at shoppe strandskure.

Fredag havde vejrudsigten sagt 17 grader og sol, men som videoen afslører, er vejrudsigter for Melbourne ikke bedre end ditto andre steder.

 

En kort opdatering

Jeg er ved at skrive et længere indlæg om de seneste par ugers oplevelser, der blandt andet inkluderer en velkomstmiddag, en tur i biografen, en (skræmmende billig) aften med tacos og margaritas så langt øjet kunne se, en kamp for at komme til at se OL og – ikke mindst – hiking i Dandenong Ranges lidt udenfor Melbourne.

Jeg regner med at lægge det op i den kommende weekend, men indtil da har jeg lavet en kort video om sidstnævnte oplevelse, som I kan se her.

Orientation Week

Sommerferien er slut, og i morgen begynder en uges orientiering, hvorefter selve semestret starter. Men først en status på boligsituationen:

Jeg flyttede ind her til aften (søndag) i et lille værelse på Cardigan St., hvor jeg deler hus med et par andre internationale studerende. Vi, danskere, har snakket en del med de andre om begrebet hygge. Mit værelse indbyder ikke til meget hygge lige nu. Det består af en seng, et skrivebord, et skab og en stol, der ikke er så rar at sidde på. Forhåbentlig kan en tur i IKEA eller Big W, som den lokale pendant hedder, klare både den dårlige stol og den manglende hygge.

Weekenden har også bestået af indmeldelse i MUSEX, der er den Melbourne Uni’s forening for udvekslingsstuderende. Mandag aften efter den officielle orientation holder de en fest med det velvalgte navn Disorientation Party. Derudover arrangerer de ting, som fx ture ud af byen, surfing undervisning o.l.

Jeg har ligeledes valgt fag. I de næste fire måneder skal jeg beskæftige med Stokastisk modellering, virksomhedsfinansiering og regnskabsanalyse. Samtidig har jeg været i gang med at sammensætte mit eget skema, der indtil videre lyder på timer kl. 9-10 og 12-14 tirsdag, 9-10 onsdag, 9-10 og 14-15 torsdag, samt 9-10 fredag (jeg mangler stadig at finde timer i det ene fag). De fleste timer er forelæsninger, som alle optages, hvorefter de kan ses/høres online efterfølgende – altså en direkte invitation til at sove længe og se forelæsningen i sengen, når man vågner. I modsætning til på KU bliver en del af den endelige karakter på Melbourne Uni (typisk 10-20%) bestemt ud fra fremmøde og aktivitet til øvelsestimerne.

Ved siden af alle disse ting har jeg været på cafe og spist den bedste pasta carbonara nogensinde og bestilt billet til Lukas Graham, der spiller i Melbourne den 13. august.

Solnedgang over State Library of Victoria.

Melbourne Welcome

Mandag til fredag deltog jeg i et arrangement for nye udvekslingsstuderende på Melbourne Uni. Alle 150+ deltagere blev indlogeret på Universitetet og hver dag bestod af nye oplevelser. Her er et overblik over ugen:

Mandag

Jeg ankom om formiddagen som en af de første til Uni, hvor vi blev inddelt i grupper. Jeg var i gruppe med et par tyskere, et par amerikanere, en canadier, en schweizer og et par kinesere. Alle super flinke!

Efter vi havde snakket et par timer og alle var ankommet tog vi på Scavenger Hunt rundt i centrum af Melbourne. Opgaverne bestod i at besøge kendte gader og bygninger i byen, samt (til alles forfærdelse) en dans på scenen på Federation Square.


Tirsdag

Tirsdag var vi på udflugt til Yarra Valley. Vi besøgte Chandon, der laver mousserende vin, til en rundtur og vinsmagning. Derefter gik turen forbi et Chocolatier, hvor vi smagte på alverdens forskellige chokolader. Til sidst besøgte vi en zoologisk have (Wildlife sanctuary), hvor vi fik set alle de klassiske australske dyr, som wombats, wallaby’er, koalaer og – selvfølgelig – kænguruer.

Der var desuden et fugleshow, hvor trænede ørne, falke, papegøjer og alverdens andre fugle fløj rundt. Stedet kæmper for at få folk til at købe toiletpapir lavet af genbrugt papir. #WipeForWildlife er en ting hernede.


Om aftenen var vi på Nightspot tur, hvilket egentlig bare var en pub/bar crawl, hvor vi blev introduceret for Melbournes natteliv, der er ikke-eksisterende efter midnat (i hvertfald på hverdage).

Onsdag

Onsdag bestod af en tur rundt på campus. Modsat Københavns Universitet er alt samlet på et og samme campus her i Melbourne, hvilket gør det total uoverskueligt at finde noget som helst. Det skal nok blive sjovt at løbe rundt for at finde de rigtige lokaler i de første par uger.

Derefter tog vi op på Eureka Skydeck, hvorfra der var udsigt ud over hele Melbourne, og på et museum, hvor vi hørte lidt om de indfødte australiere.


Torsdag

Torsdag blev vi introduceret til Footy (australsk fodbold) af nogle af de lokale AFL-stjerner (Australian Football League). Footy er helt vildt populært i Melbourne, hvor 8 ud af ligaens 19 hold har hjemmebane. Spillet er et miks af amerikansk fodbold, rugby og (vores) fodbold. Vi har fået gratis billetter til tre kampe i løbet af sæsonen – og det største stadion i byen har plads til 100.000 tilskuere, så jeg glæder mig til at opleve stemningen.

Efterfølgende var vi rundt i kvarteret Fitzroy, der er kendt for sin graffiti. Det er lovligt at male på en lang række mure, hvilket har givet kunstnerne tid og ro til at lave ret vilde ting.


Om aftenen havde en gallamiddag, hvor universitets rektor bød os officielt velkommen.

Alt i alt en rigtig sjov uge, hvor jeg har mødt mange nye mennesker og sovet meget lidt. På mandag starter Orienterings-ugen, hvor vi tilmelder os fag, får udleveret studiekort o.l., og kan tilmelde os de forskellige klubber.

Boligsituationen er efterhånden under kontrol. Jeg kigger pt på to steder, hvor jeg er garanteret en plads på det ene, men jeg håber, at jeg får en plads på det andet i løbet af weekenden.

Vejret er meget varierende. Det svinger mellem sol og 17 grader til regnvejr, meget vind og 5-6 grader på ingen tid. 

Pokemon Go har overtaget Melbourne

Melbourne er blevet firstmover indenfor AR (augmented reality). Overalt på gaden går folk rundt med deres telefoner og fanger pokemon’er, som de kan se stå midt på vejen, når de kigger gennem mobilen.

Et forsigtigt estimat efter en gåtur søndag aften på Bourke Street (den største shoppinggade) er, at mere end hver tiende var i gang med at spille det. Det er overraskende sjovt at se, hvordan folk pludselig stopper op, begynder at dreje rundt og svinger mobilen lidt rundt.